top of page

Livet med en Alaskan Malamute

 

En malamute-ejer er en hundeejer
- men en hundeejer er ikke nødvendigvis malamute-ejer!

 

Inden man beslutter sig for at få en Malamute i sit liv, er der visse ting, man skal have overvejet og afklaret med sig selv og sine omgivelser inden hvalpen er ankommet.
Der er visse beslutninger, man skal kunne sige "ja" til, og visse ting man må acceptere er et "nej" Vi står som hvalpens ambassadør, og vil nødig se hvalpen som taber i et spil, som den ikke selv er skyld i, fordi beslutning om en malamute ikke blev taget på det rigtige grundlag.
Synet af en voksen Malamute er fascinerende. Og endnu større er fornøjelsen at møde en velopdragen, velafbalanceret Malamute. Dette arbejde er ikke kommet af sig selv, skal det hilses at sige. Der ligger mange timer arbejde bag...

Oprindelse

Fra sin oprindelse har malamuten været anvendt som trækdyr og jagthund i en barsk natur, hvor kun den stærkeste, klogeste og mest viljestærke overlevede.
Igennem tiden er der ikke blevet ændret meget ved malamuten, som ved så mange andre racer, der er underlagt menneskets lune om design & funktion. Malamuten i dag, er stort set som den var for hundredvis af år siden.
Dét skal man have i tankerne, når man overvejer en malamute - at der er stor viljestyrke, en reel portion stædighed, selvstændighed, selvsikkerhed, kløgt og råstyrke.
Sådan må en malamute være, for at overleve i det arktiske - og dét står ikke til at ændre!.

Lederskab

Man skal forvente, at der ligger et stort opdragelsesarbejde, hvor man skal udvise gode lederegenskaber for at få modelleret, fremelsket og nedtonet visse karakteregenskaber.
Ordet lederskab, er i mangel af bedre udtryk. Egentlig dækker det over vejleder, forsørger, plejer, øverstkommanderende med veto-ret, og ikke mindst ven.
Jo mere sikker du virker i dine beslutninger, jo mere vil hunden synes, at det er fornuftigt at følge dine beslutninger - og mindre sætte spørgsmålstegn om "det nu er en god ide".
Lad os slå fast: ordet lederskab skal ikke forstås som gennemtrumfet vilje med rå vold og magtanvendelse!.

Opdragelse

Som ved en hver anden opdragelse kommer man længst med kærlighed og konsekvens. Inden hvalpen ankommer, skal alle være enige om reglerne for hvad hvalpen må og ikke må - være i køkkenet, være i sofaen, tigge ved bordet, trække i snoren ect.
Bliv enige og hold fast i de regler. En malamute vil altid liiige prøve én gang til.
Får den et "nej" 9 gange, men et "ja" den 10. gang - ja så er det den 10. gang, der gælder fremover.. så er det forfra med reglerne
Vær konsekvent - meget konsekvent! Derved vil hvalpen ikke sætte tvivl ved autoriteten i huset.
Derudover uanede mængder af ros, tilskyndelse, kys, klap og kærlighed - men dét kommer helt af sig selv..

Socialisering

Socialisering skal starte så tidlig som muligt, med mange forskellige hunde, mennesker - voksne & børn. Oplevelser af hele verden - bilkørsel, tog, bus, gågade, stranden, havnen, skoven.
Malamuten skal lære fra hvalp, at der findes mange ting, mange forskellige mennesker, mange forskellige dyr, som man sagtens kan omgås uden at det er et problem.
Det vil styrke sammenholdet og lederskabet, hvis hvalpen får mange positive oplevelser med omverden. Den lærer at den sagtens kan stole på dig som leder, og det kommer der kun noget positivt ud af.

Jagtinstinkt / gå uden snor

Der ligger latent et kraftigt jagtinstinkt i malamuten. Dette, kombineret med en stor selvstændighed, bevirker, at det er de færreste voksne malamuter, der kan gå uden snor.
I hvalpetiden og en del af unghundetiden, kan det lade sig gøre, men en dag kan trangen for ekspedition og jagt blive større end lysten til at lystre, når kaldt, og en malamute har en temmelig stor aktionsradius!
Her bør man gøre sig selv, sin malamute og omgivelserne den tjeneste at holde sin hund i snor. Ingen vil kunne tilgive sig selv, hvis éns malamute bliver kørt ned, eller har fået jagtet et stykke vildt eller naboens præmiehøns eller kanin eller...

Aggressiv?

En malamute har et meget fint hundesprog. Mange racer i dag, har desværre gennem avlsarbejde fået ødelagt deres hundesprog. Lidt firkantet "taler" en malamute hundesprog på universitetsniveau, mens mange andre hunde "taler" hundesprog på 7. Klasse niveau
En voksen malamute vil gennem sin selvsikre, selvstændige opførsel, derved føle sig stærkt provokeret, når en anden hund lægger en pote på ryggen af malamuten og "råber" "Hva' så dér..!". En malamute vil gerne "belære" den anden hund i hundesprog.
For en udenforstående vil det se ud som at malamuten er aggressiv, dominerende og provokerende imod andre hunde.
Hér er det, man har et stort arbejde i at få nedtonet malamutens trang til at belære, og få gjort det klart, at dét ikke behøves - der er plads til alle.
Dog kan man ikke gøre sig forhåbninger om, at éns malamute kan enes med alle hunde - især af samme køn.

Arbejde

En malamute vil meget gerne arbejde - enten med fysiske eller mentale udfordringer. Det er ikke et krav om daglig høj aktivitet. Men det en hund med mange muligheder, så det er ikke umuligt at finde noget, man selv finder interesse for.
Fysisk, hvad enten det er træk for vogn/cykel, løb, vandreture, agility, udstilling eller (til dels) lydighed.
Mentalt er alt arbejde med næsen godt. Malamuten er god til sporarbejde (jagtinstinktet!). Det kan man selv nemt gøre ved at lade malamuten søge efter gemte guffer i huset eller haven.
Malamuten vil også gerne have udfordringer, der kræver nogle hjernevindinger - "noget" der skal gøres for at udløse en godbid.
Mad er i det hele taget en god motivationsfaktor!
Når en malamute har været på arbejde, fysisk eller mentalt, er den også god til at slappe af. Det ligger også i deres natur - arbejd, når der skal arbejdes, hvil, når der kan hviles.

Have & hundegård

Forvent ikke en prydhave! En malamute kan gode lide at grave - og er rigtig god til det. Det kræves, at malamuten har adgang til udendørsareal - i form af indhegnet have og/eller hundegård.
En malamute kan have stor ekspeditionstrang - ud at opleve verden! Derfor skal haven være forsvarligt indhegnet med hegn i 160-180 cm.
En hundegård er en god ide, men ikke et must. Denne skal ligeledes være sikret med højt hegn, ingen mulighed for at grave sig ud - helst flisebelagt, eller sikret med plader gravet ned. Der skal være mulighed for skygge til en varm sommerdag, og mulighed for læ ved dårligt vejr.
En hundegård skal være så sikker, at man kan tage hjemmefra med god samvittighed - og vished om, at malamuten også er der, når man kommer hjem igen.
Da en malamute er uhyre social, skal den trænes til at være i hundegård, så den ikke føler sig efterladt. Den kan give sig til at hyle efter sin flok, hvilket i længden ikke gavner det gode naboskab...

Børn

Under de rigtige forhold er malamuten rigtig glad for børn. Historien siger, at malamuten blev brugt som barnepige for inuit-indianernes børn...
Men som med andre dyr og børn, er det op til forældrene at sikre, at hinandens selskab bliver afstemt med god opførsel fra begge parter; små børn bør aldrig være alene med en hund!
Man skal ikke gøre sig forhåbninger om, at lade børnene gå med malamuten alene.
Det kræver en stor teenager, førend kræfterne og overblikket er afstemt til malamutens kræfter og viljestyrke.

Mad

En malamute er kronisk sulten! Forvent ikke at kunne lade mad stå fremme.
Igen, fra malamutens oprindelse i det arktiske, er det klogt at spise når der er mad, for man véd ikke, hvornår næste måltid kommer.- om det så skal stjæles fra køkkenbordet.
Konsekvensberegningen siger: tag maden og tag tævene - tag ikke maden og hav en tom mave...

En Malamute er konstrueret til at yde maximum på et minimun indtag. Det betyder, at en malamute skal have mindre foder end forventet for en stor race. Vær forsigtig med ikke at overfodre.

Pelspleje

En malamute fælder 1-2 gange om året.. Over en periode på 3-4 uger smider malamuten først underulden, og dernæst store dele af dækhårene.
Man er ikke i tvivl, Èns flotte eksemplar ligner pludselig en miserabel stakkel… men fat mod, det bliver godt igen.
Man skal gøre sig selv den tjeneste at børste malamuten ca. hver dag. Jo hurtigere det løse pels kommer af - jo hurtigere sætter malamuten ny pels igen - jo hurtigere stopper de vilde nullermænd i hjørnene - jo hurtigere får man sin pæne hund igen..
Man bliver meget glad for sin støvsuger - vi anbefaler en model uden pose!

Malamuten - for nybegyndere eller for erfarne hundeejere

Der er både for og imod, om Malamuten er en hund for nybegyndere eller erfarne.
Som nybegynder er det en fordel, at man ikke er farvet af ideer, holdninger og gamle vaner om hvalpeopvækst.
Som oftest er man meget engageret og meget villig til at lytte til råd og vejledning.
Til gengæld kan man måske blive overrasket over, hvilket arbejde og ansvar det ellers kræver at være hundeejer.
Hvis man har haft anden type hund før, er man bekendt med, hvilket arbejde og ansvar, der ligger i at være hundeejer.
Men man kan blive overrasket, hvor meget anderledes det er at have malamute - frem for eks. en Schæferhund.
Oftet må man må smide alt væk, hvad man kender og har brugt tidligere - og starte på en frisk.
Her kræver det en indsats for malamute-ejeren på at tage imod råd og vejledning for at det ender godt.

"Uddannelse"

Det anbefales at sætte sig ind i begreberne: hundesprog og dæmpende signaler.
I store træk går det ud på at bruge et tydeligt kropssprog. Hunde kan tilegne sig at lære visse ord ("mad", "gå tur", "skal du med?"), men ikke lange forklarende sætninger.
Derfor må man vise sin hund, hvad man mener, frem for at starte en forklare med "du kan nok forstå…"
En god leder er rolig, fattet, retfærdig og står fast ved sin beslutning. - ikke nervøs, opfarende og vægelsindet. Sådan er det også i menneskeverden.
Der findes meget godt læsestof om emnet, der er rimeligt nemt at læse.
Der er mange dygtige mennesker, der har forsket i emnet og vi kan anbefale forfattere som Roger Abrantes, Anders Hallgren, Annette Røpke, Turid Rugaas.
Der findes ikke meget læsestof på dansk om malamuten, men har man mod på engelsk, findes der en del materiale.
En bog, der må betragtes som uundværlig er "Alaskan Malamute - Yesterday and Today" skrevet af Brooks & Wallis.

 

Alt ovenstående er man nødt til at tage i betragtning, før man anskaffer sig en malamute.

Når disse betragtninger er gjort, må man gøre op med sig selv, om malamuten er hunden i ens liv!?

Hvis overbevist, så er det hele besværet værd!

 

Ovre på den anden side...
Når du og hund har overstået unghundetiden - og er kommet over på den anden side, så står du dér med en voksen, velafbalanceret, velsocialiseret, velintegreret og fornuftig malamute, der udstråler værdighed og kløgt.
Så har man en malamute, som allerhelst vil være din gode ven. Den voksne malamute er stadig selvstændig, tænkende og udfordrende, så der skal ikke slækkes på krav, som til stadighed, SKAL overholdes - sådan er det hele livet!
Glæd dig til det! Det er det hele værd!


Pas på! Malamuter er stærkt vanedannende - har man først fået een, kommer nr to og tre og... før man har set sig om..!

 

Formular til succes:

Lær & brug hundesprog

+ definer & hold reglerne

+tålmodighed & kærlighed

+ spørgsmål, hvis tvivl

+ hold stadig reglerne

= en god ven for livet.

bottom of page